Cykelslanger

Cykelslanger 

Cykelslanger er naturligvis vigtige for cykler i alle klasser, med mindre man kører med Tubular dæk – lukkede dæk, der derfor ikke har behov for slanger. Dog er en slange ikke blot en slange - også på dette område findes der forskellige løsninger til at holde på luften. 

Den traditionelle butyl slange 

Den helt traditionelle butylslange er nok den mest udbredte løsning. Disse fås i forskellige størrelser afhængigt af om slangen skal på en smal landevejshjul eller et bredt MTB hjul.  Det er naturligvis vigtigt, at man får fat i en slange der passer til hjulet, således man undgår unødige punkteringer eller skader på materiellet for den sags skyld. Ud over selve slangens størrelse er der også forskel på ventiltyperne. Ventil hovedet på landevej og mountainbike er således anderledes end det hoved der i nogle tilfælde bruges på almindelige cykler, hvilket kan kræve en anden pumpe.  

Ventillængden varierer også på slangerne. Det er derfor vigtigt at man får en ventillængde der passer på de pågældende hjul. Dette er særligt relevant på landevejscykler, da man her har forskellige dybder på fælgen(højdeprofilen på fælgen). Man kan f.eks. ikke anvende en 48 mm ventil på et 60mm fælg. Der er to løsninger på en sådan problematik – enten køber man slanger med en ventillængde der passer eller man kan anvende en ventilforlænger. En ventilforlænger skrues ned over ventilen på slangen og forlænger dermed luftindgangen gennem hele fælgen. Der kan dog forekomme utætheder ved en sådan løsning, hvilket resulterer i at cyklen kan tabe luften henover en nat. 

Latex slangen – letvægtsalternativet 

Som med alle andre dele af cykling forsøger man at gøre slangerne lettere. Slanger af latex er et resultat af dette.
Flere producenter har indenfor de sidste år markedsført latexslanger(f.eks. Michelin aircomp latex). Disse latexslanger er lettere end de traditionelle  butyl gummislanger. Nogle producenter hævder ydermere at rullemodstanden sænkes, da latex slangerne er lettere og fordeler trykket bedre over dækoverfladen. Ulempen ved latexslanger er dog, at de er mere sarte overfor punkteringer og generelt slid. Derudover kan det forekomme at slangerne taber luft over tid – f.eks. over en nat. Dette lufttab vil ikke påvirke en cykeltur, men det kan ske at man skal pumpe inden hver tur, fordi trykket siver ud af de tyndere slanger. Dette betyder dog ikke at slangen er i stykker.